Krea søndag – Pallietkugler


Så er det tid til den sidste kreasøndag med jule-islæt for nu.
Pallietkuglerne er super nemme at lave. Det eneste man skal bruge er flamingokugler, korte knappenåle og pallieter og så giver det vist sig selv hvad man skal gøre

Glædelig 4. søndag i advent. Håber I er ved at være klar til jul derude :)

Krea søndag – DIY hjerte af papirstrimler

Glædelig 3. søndag i advent!
Min veninde gjorde mig opmærksom på, at man kan lave hjerter ud af papirstrimlerne, som jeg ellers kun har forbundet med at lave stjerner og kurve. De kan laves i en flad og en snoet udgave. Jeg tænker, at de flade er oplagte at bruge som til- og fra-kort, mens de snoede vil være søde hængende på træet eller andre steder.

Der skal bruges fire papirstrimler pr hjerte og en saks. Hvis min beskrivelse af fremgangsmåden er helt sort, er der også en beskrivelse her.

  1. Start med fire strimler papir, der er foldet
  2. Læg strimlerne så de låser hinanden (som hvis du var ved at starte på en papirstjerne)
  3. Træk strimlerne sammen, så de danner en firkant. Her vil du opdage, hvis du har lagt dem forkert og de ikke låser hinanden.
  4. De nederste strimler foldes begge to op over firkanten. (På billedet har jeg vendt hjertet om. Det er ikke nødvendigt.)
  5. Så foldes en af strimlerne fra venstre ind over firkanten
  6. Så foldes en af strimlerne fra oven ind over firkanten
  7. Begge strimler fra højre foldes ind over så de låser de øvrige strimler
  8. Hjertet vendes om og lægges så det danner et X
  9. Strimlen nederst til højre foldes ind over firkanten og låses samtidigt, som på billedet
  10. Strimlen nederst til venstre foldes ind over firkanten og låses samtidigt, som i punkt 9
  11. Hvis man vil have et fladt hjerte, kan man her klippe strimlerne så de danner en halvbue og det dermed bliver til et hjerte.
    Hvis man hellere vil have et snoet hjerte, skal man klippe lidt af strimlerne og folde strimlerne fra den højre del af firkanten ind i den venstre. Prøv dig frem og se, hvor det giver mening at klippe, i forhold til den snoning du ønsker.
  12. Hjertet vendes og pkt. 11 gentages for den anden side. Ovenfra skulle hjertet nu gerne ligne billedet herunder.

Jeg håber, I kan bruge mine små krea-projekter til noget :)

 

Krea søndag – DIY papirstjerne

Jeg har vist denne DIY på papirstjerner før. Det er vist ved at være 3 år siden, så den kan vist godt trænge til en genopfriskning. Jeg tror desuden, det er et af de mest læste indlæg i bloggens historie :)

Nå, men uden yderligere sludder-sladder kommer “opskriften” her

Man skal bruge 6 stk. kvadratisk papir. Jeg har bare brugt almindeligt hvid printerpapir og klippet det til i størrelsen. Derudover skal man bruge noget til at klistre. Jeg foretrækker dobbelt-klæbende tape, men lim, hæftemaskine eller andet kan også bruges.

  1. Fold alle kvadraterne.
  2. Fold dem endnu en gang.
  3. Ved den tykkeste fold, hvor papiret kun er foldet én gang klippes der tre-fire snit ind, der næsten går hele vejen igennem.
  4. Fold papirerne ud og glat folderne lidt.
  5. Nu skal hjørnerne sættes sammen parvis. Start ved de inderste og dan et lille “rør” ved at sætte hjørnerne sammen
  6. De næst-inderste hjørner sættes sammen på samme måde, bare til den anden side.
  7. Når alle hjørnerne er sat sammen parvis til skiftevis hver side, skulle resultatet gerne se ud som på billedet.
  8. For at gøre det nemmere at sætte stjernen sammen, plejer jeg at sætte delene til stjernen sammen først to og to. Jeg sætter delene sammen på midten og i toppen
  9. Til sidst sættes de tre dele sammen til stjernen ved at sætte delene sammen midt på delene. Det kan også være nødvendigt at sætte delene lidt sammen i midten af stjernen, men det har jeg ikke gjort på denne.

God 2. søndag i advent :)

Krea søndag – Hæklede julekugler

Så er det første søndag i advent, og julen er ved at være lige rundt om hjørnet. Adventssøndagene vil jeg bruge på at komme med inspiration til hjemmelavet julepynt, og her har i det første indlæg :)

De hæklede julekugler kræver ikke andet end en hæklenål (3 mm), garn og fastmasker (plus ind- og udtagning). De kan varieres i det uendelige med farver, striber og pynt som perler og palietter.  Den hæklede kugle på billedet er lavet i blåligt garn, som udgangspunkt og så er omgang 10 til 12 hæklet med hvidt garn. De øvrige grå/hvide kugler er strikket efter Arne og Carlos’s opskrift. Hvis man hellere vil strikke end hækle, så kan deres bog kan lånes på de fleste biblioteket, vil jeg tro.

Opskriften har jeg oversat til dansk nedenfor. Den kommer fra denne blog. Jeg håber, at jeg har fået det hele med, ellers må I endelig sige til :)

Hæklet julekugle opskrift:

Marker evt. starten på hver omgang med en farvet tråd

1. omg.: Start med en magisk ring og 12 fm (12)
2. omg.: *1 fm, 2 fm i næste m*, gentag 6 gange (18)
3. omg.: fm i alle m (18)
4. omg.: *2 fm, 2 fm i næste m*, gentag 6 gange (24)
5. omg.: *3 fm, 2 fm i næste m*, gentag 6 gange (30)
6. omg.: *4 fm, 2 fm i næste m*, gentag 6 gange (36)
7. omg.: *5 fm, 2 fm i næste m*, gentag 6 gange (42)
8. omg.: fm i alle m (42)
9. omg.: fm i alle m (42)
10. omg.: *6 fm, 2 fm i næste m*, gentag 6 gange (48)
11. omg.: fm i alle m (48)
12. omg.: *6 fm, 2 fm sm (indtagning)*, gentag 6 gange (42)
13. omg.: fm i alle m (42)
14. omg.: fm i alle m (42)
15. omg.: *5 fm, 2 fm sm*, gentag 6 gange (36)
16. omg.: *4 fm, 2 fm sm*, gentag 6 gange (30)
17. omg.: *3 fm, 2 fm sm*, gentag 6 gange (24)
18. omg.: *2 fm, 2 fm sm*, gentag 6 gange (18)
19. omg.: fm i alle m (18)
20. omg. *1fm, 2 fm sm*, gentag 6 gange (12)
Fyld kuglen
Klip garnet over og træk tråden gennem alle 12 masker og stram til
Hæft ende