Mr. Snow

Håber I er ved at komme jer oven på julen. Vil dele den sidste julede krea ting fra min hånd i år – det er ikke blevet til så meget. Opskriften er fra LittleHappyCrochets LittleHappyChristmas, som jeg tilmeldte mig en gang i oktober/november. Hver dag i december op til jul har jeg derfor fået en lille hækleopskrift i min indbakke. Da den første landede i indbakken, havde det faktisk lykkedes mig at fortrænge min tilmelding og jeg formåede ikke at hækle en eneste ting i december, udover denne snemand, som jeg faktisk har lavet to af og brugt som værtindegaver i julen. Har været tidsoptimist hele december og derfor kronisk bagud med alt. Manden min kiggede da også noget skeptisk på mig, da jeg sagde, jeg ville lave denne inden jul – og så endda to gange. Om de rent faktisk blev færdige “inden jul”, kommer an på hvornår man definerer at julen går i gang, men de blev færdige – endda inden jeg skulle bruge dem og det er jo trods alt det vigtigste. Hvis I ser opskriften, hører der også en kost til – den valgte jeg at springe over, da jeg synes den er sødere uden (nej, det var ikke på grund af tidsmangel). Det hvide, røde og sorte garn er fra søstrene grene, mens det grønne og det orange er fra Drops.

Christmas tag #2

Er I ved at være klar til julen? Her er min anden udgave af til og fra kort i år. Manillamærkerne er fra Tiger, hvor jeg har tilføjet faldende sne. Det har jeg lavet med et stempel fra Krumspring (Happiness Overload) og hvid pigment ink fra Hero Arts. Derudover har jeg tilføjet en snebakke, klippet af noget hvid karton og pyntet med Wink of Stella. Snemænd og pingviner er fra Mama Elaphant (Polar Pals). Dem farvede jeg under The Daily Marker Challenge med copics. På detaljerne – hat, halstørklæde, knapper mm. – har jeg brugt wink of stella. Virkelig nemt og simpelt.

Christmas tag 2016 #1

Julen er bogstaveligt talt lige rundt om hjørnet og det betyder hygge, æbleskiver, gløgg, nisser, alt for meget mad og ikke mindst gaver. Og til de gaver hører selvfølgelig til og fra kort. Det er ikke de store mængder gaver vi skal give ud i år, så jeg har begrænset mig til at lave to forskellige slags i år, hvor dette er det første. Sokkerne er fra et stempelsæt fra Panduro Hobby. Jeg farvede dem under The Daily Marker Challenge med Copics Sketch Markers og har efterfølgende givet dem et godt lag glitter med wink of stella. Selve manilla mærket er fra Tiger, hvor washi tapen også er fra. Sokkerne er sat fast med små skumpuder fra Søstrene Grene, så der kommer lidt dimension på et ellers simpelt mærke. Hvor højt jeg end elsker at lave og give hjemmelavede ting, er jeg modstander af at bruge alt for meget tid på til og fra kort, som hurtigt bliver kasseret sammen med gavepapiret.

Krea søndag – Pallietkugler


Så er det tid til den sidste kreasøndag med jule-islæt for nu.
Pallietkuglerne er super nemme at lave. Det eneste man skal bruge er flamingokugler, korte knappenåle og pallieter og så giver det vist sig selv hvad man skal gøre

Glædelig 4. søndag i advent. Håber I er ved at være klar til jul derude :)

Krea søndag – DIY papirstjerne

Jeg har vist denne DIY på papirstjerner før. Det er vist ved at være 3 år siden, så den kan vist godt trænge til en genopfriskning. Jeg tror desuden, det er et af de mest læste indlæg i bloggens historie :)

Nå, men uden yderligere sludder-sladder kommer “opskriften” her

Man skal bruge 6 stk. kvadratisk papir. Jeg har bare brugt almindeligt hvid printerpapir og klippet det til i størrelsen. Derudover skal man bruge noget til at klistre. Jeg foretrækker dobbelt-klæbende tape, men lim, hæftemaskine eller andet kan også bruges.

  1. Fold alle kvadraterne.
  2. Fold dem endnu en gang.
  3. Ved den tykkeste fold, hvor papiret kun er foldet én gang klippes der tre-fire snit ind, der næsten går hele vejen igennem.
  4. Fold papirerne ud og glat folderne lidt.
  5. Nu skal hjørnerne sættes sammen parvis. Start ved de inderste og dan et lille “rør” ved at sætte hjørnerne sammen
  6. De næst-inderste hjørner sættes sammen på samme måde, bare til den anden side.
  7. Når alle hjørnerne er sat sammen parvis til skiftevis hver side, skulle resultatet gerne se ud som på billedet.
  8. For at gøre det nemmere at sætte stjernen sammen, plejer jeg at sætte delene til stjernen sammen først to og to. Jeg sætter delene sammen på midten og i toppen
  9. Til sidst sættes de tre dele sammen til stjernen ved at sætte delene sammen midt på delene. Det kan også være nødvendigt at sætte delene lidt sammen i midten af stjernen, men det har jeg ikke gjort på denne.

God 2. søndag i advent :)