2014 i LEGO

Jeg håber I alle har haft en god jul og er kommet fint ind i det nye år. Jeg vil starte det nye år med en lidt alternativ opsamling på året, der gik. I foråret flyttede nemlig et par LEGO figurer ind hos os.

Foråret gik for mit vedkommende med at skrive afsluttende opgave. Der blev drukket the i lange baner og jeg blev underholdt af den farlige tiger, vi midlertidigt passede – hvilket LEGO figurene også overlevede.

Da jeg havde afleveret opgave, tog vi en tur til Tyrkiet, hvor vi boede på et fantastisk hotel med fin udsigt fra restauranten, tennis og pool (og også bueskydning, men det fik jeg ikke taget billeder af).

Fra Tyrkiet tog vi en endagstur til Rhodos – se mere her og her.

Vi så også Pamukkale

… og Efesos

… og Dalyan med alle skildpadderne.

Sommeren begyndte så småt at være over os, uden vi fik særlig meget styr på, hvor ferien skulle gå hen. Vi havde både tanker om nord, syd, øst og vest. Primært tænkte vi syd, men da vi var ved at være for sent ude, skiftede vi kurs til vest og tog i stedet til Ontario, Canada, som der er en lille (bogstavelig talt) video fra her.  På billedet ovenfor er vi ved Niagara Falls.

I Canada tog vi på oldschool roadtrip pre GPS tid – dvs. med håndholdt kort i ikke-altid-tilstrækkelig-stor-målestok. Efter at have kørt rundt (og rundt) lykkedes det dog os at finde Sandbanks Provincial Park.

Vi fandt også de 1000 øer

Og vi gik flere vandreture i Algonquin Provincial Park. Med en størrelse på 7,630 km² (altså større end Sjælland) var den meget nemmere at finde end Sandbanks.

Efter at have set billederne igennem er det gået op for mig at jeg slet ikke har fået delt nogle andre billeder fra vores ferie i Canada med jer. LEGO figurene havde jeg desuden glemt alt om på min smuttur til Stockholm. Og derudover var vi i december også en smuttur i London – også uden LEGO – som jeg heller ikke har vist billeder fra endnu, tsk tsk. Nå, men mon ikke jeg når at vise jer nogle af alle de manglende billeder i 2015? Det vil jeg da håbe :)

 

Video – Stockholm

Jeg har forsøgt mig med endnu en video. Denne gang er det lykkedes i et lidt større format end den første video.

I weekenden var jeg en forlænget weekend i Stockholm med min mor, og nedenfor har jeg klippe-klistret lidt indtryk sammen til jer. Der kommer selvfølgelig også en bunke billeder på et tidspunkt, men i første omgang blev det til en video.

Lad mig endelig vide hvad I synes :)

 

 

Tyrkiet – Dalyan

Bedre sent end aldrig skulle måske have været overskriften på indlægget :) Her er i al fald de allersidste billeder fra Tyrkiet, som vi besøgte i maj. Vi brugte en dag i Dalyan. Først sejlede vi på Dalyanfloden, hvor vi så skildpadder og de lykiske grave. Bagefter tog vi til Iztuzu stranden eller turtle beach, hvor vi besøgte et redningscenter for skildpadder. Sidst på dagen var der tid til en tur på stranden inden bussen vendte tilbage til Marmaris

Efesos – Tyrkiet

Jeg er langt bagud på de indlæg, der ikke lige handler om mit projekt 365, så nu prøver jeg at indhente lidt. Dette er et af de sidste indlæg om vores tur til Tyrkiet i maj (ja, jeg sagde jo, jeg var bagud :) )

En af dagene ved Marmaris brugte vi på en tur til Efesos. Dagens første stop var dog det obligatoriske turiststop, hvor der blev fremstillet krukker, skåle og al den slags sager, som der i dagens anledning (selvfølgelig) var særlig rabat på. Inden vi besøgte selve Efesos blev der også tanket op på vand, og så blev toilettet besøgt en sidste gang, da hverken vand eller toiletter findes inde ved ruinerne af den tidligere græske handelsby. Selv om vi var der i maj, var det stegende hedt og vi fik heldigvis udleveret paraplyer til at skygge for solen. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ulideligt varmt det må være i midten af sommeren, hvor der sikkert også er mange flere besøgene. På trods af varmen og de mange andre turister var det fascinerende at gå rundt blandt ruinerne og mærke historiens vingesus. Særligt den store facade, der engang har været indgangen til byens bibliotek, var virkelig imponerende.

 

Video – Roadtrip Canada

I mandags kom vi hjem efter en uges tid + det løse i Canada. Vi har haft en fantastisk tur med en masse oplevelser, som jeg nok skal fortælle meget mere om på et senere tidspunkt. Her er først en lille video jeg har klippet sammen fra vores tur. Udover at kameraføringen til tider er ujævn og bumlet, har jeg haft en del problemer med at uploade videoen. Jeg har derfor både lavet videoen i mindre størrelse og mindre kvalitet end det egentlig var tiltænkt – jeg håber I kan se, hvad det forestiller alligevel :)

Musik: Clean Bandit – Rather Be

Pamukkale

Den primære grund til at vi tog til Tyrkiet i maj, var at vi (især jeg) gerne ville se Pamukkale, som oversat betyder bomuldsslottet. Når man ser Pamukkale forstår man hurtigt, hvorfor det har fået sit navn. I mange tusind år har varmt, kalkholdigt kildevand piblet ud over bjergsiden og dannet store kalkformationer, som på afstand ligner en skiløjpe. De varme kilder har haft stor betydning for det omkringliggende område og den græsk-romerske by Hierapolis lå på toppen af den hvide klippeside. Da turistindustrien for alvor tog til, gik det desværre hårdt ud over både ruinerne af Hierapolis og de hvide kalkformationer. I dag er det på UNESCOs World Heritage List og man forsøger at genoprette området til sådan, som det så ud inden turistindustriens indtog. Det er dog stadig muligt at bade på bjergsiden (på et afgrænset område) og i Cleopatras pool.

Er det ikke smukt? :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...